Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Valg: Hvilke værdier ønsker vi at bygge på?

Plakat fra Retten til Livs kampagne 2015

Valg: Hvilke værdier ønsker vi at bygge på?

BLOG: Er vi ved at forlade det fælles værdigrundlag, at alle mennesker er ligeværdige?

Bliv en synlig vælger

Lige om hjørnet vælges et nyt folketing. Vi skal igen tage stilling til, hvordan vi ønsker dette land regeret. Hvilke værdier ønsker vi at bygge vores samfund på?

Vi har nu i tre et halvt år haft en regeringsleder, der promoverer sig selv som ‘børnenes statsminister’, men som samtidig ihærdigt har gjort fri abort til det politiske emne, der ikke er til diskussion. Derfor er det heller ikke overraskende, at WHO’s opfordring til ubegrænset adgang til abort har fået regeringens blå stempel. Menneskerettigheder er noget, vi først taler om, når et barn er blevet født.

Men realiteten er desværre, at statsministeren bliver meget lidt udfordret på dette standpunkt. Flere andre partier følger ivrigt trop og er nu ved at undersøge mulighederne for at udvide abortgrænsen. Kun enkelte partier på stemmesedlen forholder sig problematiserende til abort. Spørgsmålet bliver derfor mere og mere påtrængende: Hvilke værdier ønsker vi at bygge dette samfund på?

På vej et nyt sted hen?

Er vi ved at forlade det fælles grundlag, at alle mennesker er ligeværdige?

Ligeværdstanken bygger på noget helt basalt. Det, der giver den enkelte af os adgang til fællesskabets beskyttelse, har ikke at gøre med variabler, men med absolutter. Det drejer sig ikke om alder, størrelse eller styrke, om man har visse evner og færdigheder, om man kan bidrage eller er afhængig af andres hjælp. Ligeværdstanken bygger alene på dette, om man har del i den menneskelige natur, eller som menneskerettighedserklæringen formulerer det, er en del af ‘den menneskelige familie’.

På hvilket grundlag fraskriver statsministeren – og mange med hende – det ufødte menneske dets ligeret?

Ligeret bygger på noget basalt

Der er helt indlysende en rettighedskonflikt i abortspørgsmålet. Der er en konflikt mellem kvindens ret til kropslig autonomi og fosterets ret til liv. Men hvis den grundlæggende egenskab, der sikrer det enkelte menneskes ret til at blive beskyttet imod vold, er den menneskelige natur, så er den ufødte jo også inkluderet.

Vi er derfor nødt til at finde andre veje end abort, når en gravid kvinde ikke ønsker at være mor. For en abort krænker et andet menneskes lige ret til beskyttelse.

Ligeret for ALLE

Lad os blive synlige vælgere på de ufødtes vegne. Samfundets svageste grupper kan ikke kæmpe for sig selv. Slet ikke de ufødte. Lad os kæmpe for et ligeretssamfund, vel vidende, at dette kun kan opnås, hvis de, der er stærke, underlægger sig ligeretten, også når det koster noget for dem selv.

Lad os kæmpe for et folketing, der arbejder nationalt og globalt for at sikre ligeret for ALLE mennesker!