
Ethvert befrugtet æg skal betragtes som et fosteranlæg, og det må ikke udnyttes til industrielle eller kommercielle formål, herunder patenter. Det har den Europæiske Domstol netop afgjort.
Det er Greenpeace, der alleredi 1997 udfordrede EU på lovligheten af at den tyske forsker Oliver Brüstle havde taget patent på behandling af parkinsonpatienter med brug af fosterstamceller. Og nu er afgørelsen så faldet.
Dommen forbyder dog ikke forskning i stamceller - kun patentering.
Læs pressemeddelelsen fra den Europæiske Domstol
PRESSEMEDDELELSE FRA TV2:
I sæsonens sidste udgave af ”Danmark ifølge Bubber” undersøger Bubber, hvorfor der fødes færre og færre børn med Downs Syndrom.
Når sæsonens sidste udgave af ”Danmark ifølge Bubber” går over skærmen torsdag 27. oktober, er det med den provokerende undertitel ”død over mongolerne”. Bubber har nemlig sat sig for at undersøge, hvorfor Danmark er det land i verden, hvor der fødes færrest børn med Downs Syndrom.
Sidste år blev der kun født 21 børn med Downs Syndrom, mens tallet i 2004 var cirka tre gange så højt. Forskellen skyldes, at Danmark for syv år siden tilbød alle gravide en nakkefoldsscanning – et tilbud, som ni ud af ti siger ”ja tak” til. Og hvis scanningen viser, at barnet har kromosomfejl, vælger cirka 98 procent en abort.
I programmet spørger Bubber, hvorfor vi tilsyneladende ikke vil have personer med Downs Syndrom blandt os, når der er tale om mennesker, som er særdeles kærlige og godmodige af natur. Han sætter sig for at undersøge, om man kan have et godt liv med Downs Syndrom, og om han selv og vi andre ved nok om Downs Syndrom til at tage en beslutning om barn eller abort.
Denne undersøgelse fører ham bl.a. til Norge, der ikke tilbyder nakkefoldsscanning til alle gravide, og hvor Bubber kommer til en herlig fødselsdagsfest med en gruppe børn med Downs Syndrom. Han besøger også TV Glad-medarbejdere med Downs Syndrom og en far til en 23-årig mand med Downs Syndrom, som gør sig overvejelser om, hvorvidt han ville have fravalgt sit dengang ufødte barn, hvis han havde haft muligheden.
”Danmark ifølge Bubber” sendes torsdag 27. oktober klokken 20.50 og genudsendes søndag 30. oktober klokken 18.20.
Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort, at 16.362 ufødte børn mistede livet i en abort i 2010. Det er over 150 flere end sidste år. Det er dog ikke børnene, der er i Sundhedsstyrelsens fokus, men derimod deres mødre. Således gøres der i pressemeddelelsen opmærksom på, at antallet af aborter hos de helt unge nu er svagt faldendede, mens de unge mellem 20 og 24 får stadigt flere aborter. Læs i rapporten, hvor mange aborter, der udføres i din kommune.
Irland var den 6. oktober 'til eksamen i menneskerettigheder' i FN. Hvert fjerde år bliver alle FN-medlemslandene underlagt en gennemgang af sin nationale lovgivning, mhp. at finde brud på menneskerettighederne - kaldet: The UN's Universal Periodic Review. Irlands restriktive abortlovgivning kom ved denne lejlighed under angreb fra en række europæisk medlemslande, bl.a. Danmark, der kræver abortloven lempet.
I den irske organisation ProLife Campaign vækker angrebet på den irske abortlov undren. FN's egne rapporter fastslår nemlig, at Irland har en langt lave mødredødelighed end de lande, der angriber landets abortlov - inkl. Danmark. Desuden står der intet i international lovgivning, der kan tvinge Irland til at ændre sin abortlov, der i øvrigt støttes af et stort flertal i befolkningen. Organisationen anerkender, at 'The UN’s Universal Periodic Review' er en oplagt lejlighed til at genbekræfte helt indlysende og umistelige menneskerettigheder. Men hvis dette at dræbe et ufødt barn ophøjes til en menneskeret, vil begrebet 'menneskerettighed' blive tappet for enhver mening, og FN's troværdighed, som beskytter af de grundlæggende menneskerettigheder, vil blive alvorligt skadet.
Der mangler over 160 millioner kvinder i Asien. Ny kontroversiel bog af journalisten Mara Hvistendahl afslører, at de kønsselektive aborter, der er årsag til denne voldsomme ulighed, blev introduceret og støttet af Vesten. Fri abort og nye fosterdiagnostiske teknologier gjorde dette muligt allerede fra midten af det tyvende århundrede. I dag står Asien overfor konsekvenserne - kvinder undertrykkes, der handles med brude og den generelle kriminalitet stiger.
Læs en fyldig anmeldelse af bogen skrevet af Torben Riis i RFMnyt.
Mara Hvistendahl er journalist og forfatter og har vundet en lang række priser for sine videnskabelige artikler. Bogen 'Unnatural Selection', der er hendes første, bygger på en grundig research i en lang række asiatiske lande. Den har siden den udkom i juni 2011 skabt debat især i USA.
Læs mere om situationen i Kina her: Abort i verden
Dilemma: Der er to streger på den lille hvide graviditetstest - og hvad gør man så? En ung kvinde er i tvivl - hun er alene, studerende og har ikke lyst til at blive enlig mor. Hvad skal hun gøre?
Se første afsnit i DR2's nye etikserie: De tre bud. Emnet er abort. Der er også mulighed for at blande sig i debatten på siden.