Af Judith Kynde, præst i Viborg Frikirke, Pebermyntevej 71, 8800 Viborg  
Som daglig læser af Viborg Folkeblad har jeg, som mange andre været optaget af den tragiske sag om et dødt spædbarn i Søndersø.
Overskriften over en stort opsat artikel lørdag med chefjordemoder  Karen Marie Nielsen lyder: ” Desperat mor bag fundet af død baby”  
Det stemmer fuldstændig overens med de tanker jeg også gør mig, når jeg læser om knuden på navlestrengen osv.,  en frygteligt presser og ulykkelig, nybagt mor.
Under denne artikel følger en meget nøgtern artikel om straframmen for et sådant drab af et spædbarn, og her bliver jeg virkelig ramt at vort lands dobbeltmoral!
Her står at læse, at hvis det er barnets mor der har dræbt barnet straks efter fødslen er straframmen iflg. §238 op til 4 års fængsel.  Hvis det er sket nogen tid efter fødslen, kommer §237 i anvendelse, hvilket i givet fald vil indebære fængsel på livstid!!
Et nyfødt barn har ifølge loven en retsstilling i vort samfund – en retsstilling, som det ufødte barn ikke har i det samme retssamfund.
Jeg synes naturligvis ikke at det skal være straffrit at slå sit nyfødte barn ihjel, men der er et vældigt paradoks i, at en kvinde i Danmark frit – og straffrit – kan vælge at slå sit ufødte barn ihjel, og endda med sundhedspersonalets hjælp.
Vi har ganske bekvemt kaldt det noget andet, nemlig:  ABORT
Den frie abort i vores land betyder, at ca. 16.000 ufødte børn hvert år mister livet, før de får en chance for at begynde på det!  Er disse 16.000 mødre så forfærdelig meget anderledes, end den stakkels kvinde, der ikke kunne overskue sin situation?
Kunne vi mon som samfund finde bedre løsninger for kvinder, der er blevet uønsket gravide, end at slå de små ihjel før eller lige efter fødslen?
Kunne vi begynde at drøfte holdninger til dette tabu-område?   Gøre os klart, hvilket tab af liv og ressourcer det indebærer for samfundet.  For slet ikke at tale om de psykiske følger, som mange kvinder må bære, resten af livet.

Bragt i Viborg Folkeblad