At tage mit barns liv var det frygteligste, og det mest skræmmende jeg har gjort. Jeg kommer aldrig over det. Vi slukkede for ilten og næringen til vores barn og lod ham lide en langsom død. Han var så fin, som han kom ud med sin lange krop, dejlige hænder med små fingre, med lukkede øjne og tommelfingeren i munden. Jeg ønsker, at jeg kunne skrue tiden tilbage og stå op for min søn og vælge ham, som jeg elskede så højt.

Læs Evas beretning.

At være handicappet er lidt som at dyrke sport. Det kræver træning at blive god til det, og risikoen for at tabe er der altid. Dog er der den stor forskel, at man vælger selv sin sportsgren, men som handicappet har man ikke rigtig noget valg - bortset fra resignationens dvale.
Jeg hedder Claus, og jeg er altså handicappet, endda noget så fint som multihandicappet. Jeg kan ikke gå, jeg er lammet fra halsen og ned, kan kun bevæge hovedet, der i øvrigt ryster som en kold Skoda. Jeg kan heller ikke trække vejret, det gør en respirator. Og sagt i forbifarten kan jeg heller ikke høre...
Læs hele Claus Dahl Kristensens ærlige hverdagsglimt.

At fortælle at jeg har en storesøster med Downs Syndrom, har oftest vakt folks umiddelbare: ”Årh, det er bare sådan nogle herlige, livsglade mennesker!” En i sig selv dejlig reaktion som jeg både kan genkende og uddybe. Det er tydeligt, at mange har en kærlighed til mennesker med Downs, at mange elsker ”Morten og Peter”- typerne og med glæde kan imitere Mortens ”Jeg er helt tosset med sport!” Eller den indignerede: ”Det er jo justitsmord på en højhellig søndag!!”

Og ja, Anna, min søster, er også netop herlig. Dejlig. Og livsglad. For det meste. Ligesom hun kan have dage med tristhed og bekymring. Præmenstruelle dage. Jo længere jeg kender hende, jo mere ser jeg, at hun svinger ligeså meget som alle mulige andre.

Læs hele Stine M. Højgaard's hjertevarme beretning.