Af landssekretær Ellen Højlund Wibe 

Jeg vil starte med at stille spørgsmålet: Er der en klar sammenhæng mellem fosterdiagnostik og provokeret abort? Nej, det er der ikke nødvendigvis; i teorien kan de godt have hver deres etiske problemstillinger. Den prænatale diagnostik kan jo udføres med andre motiver end at foretage en abort.  Det kunne være et ønske om at vide barnets køn på forhånd, så man kan tage bestik efter det i sin videre planlægning. Det kunne være fastsættelse af fødselstidspunktet. Det kunne også være en afkræftelse af en mistanke om et handicap (hvorved et barn måske ligefrem bliver reddet pga. fosterdiagnostikken!). Eller på den anden side: en bekræftelse, som så giver en mulighed for både følelsesmæssigt og praktisk at være forberedt på det handicappede barns fødsel og måske allerede iværksætte en behandling af barnet allerede i fostertilstanden eller umiddelbart efter fødslen.
I praksis er det alligevel sådan, at fosterdiagnostik og provokeret abort er snævert forbundet. Det kom lidt bag på mig, at sådan var det faktisk også tænkt fra lovgivernes side; jeg troede ellers, de netop ville fremhæve det ovenfor nævnte formål som det væsentligste argument. Men i en betænkning fra 1977, som lå til grund for retningslinjerne for foretagelsen af fostervandsprøver, fremgår det, at formålet er, at ”skabe mulighed for at forebygge fødsel af børn med medfødt sygdom eller misdannelser gennem tilbud om abort til kvinder, hvis fostre findes at være abnorme” (Svend Andersen: Etiske problemer ved genetisk forskning, s. 280 og Patienthåndbogen s. 28). Så politikkerne står altså her åbent ved, at prænatal diagnostik sker overvejende m. h. p. at kunne foretage abort, der hvor fosteret er uhelbredeligt sygt.
Det skal dog slås fast, at kun en forsvindende lille del (ca. 2 % - måske er tallet stigende?) af de ca. 15.000 årlige aborter, der foretages herhjemme, udføres på baggrund af fosterdiagnostikkens fund af handicap. Langt de fleste aborter skyldes jo mange andre faktorer, meget ofte at der ganske enkelt var tale om en svipser; det skulle ikke være lige nu. Modsat gælder det så, at fosterdiagnostikken i altovervejende grad sker m. h. p. at kunne udføre en abort, der hvor noget afviger fra det normale. Og aborten gennemføres så også i de fleste tilfælde, også der hvor risikoen i virkeligheden er nede på ganske få procent.
I filmen ”Forbrydelser” - en meget seværdig film – er omdrejningspunktet i bund og grund spørgsmålet om abort. Vi følger bl.a. den kvindelige præst, der efter lang tids forsøg på at blive gravid endelig til sin store glæde bliver det. Men så er det, lægen fortæller hende, at der er en lille risiko (2-3 %) for, at barnet har et handicap. Og efter mange kvaler og tanker vælger hun aborten. Udover at hendes valg selvfølgelig udgør en væsentlig pointe i filmen, slog det mig alligevel – på det mere almen-menneskelige plan: Hun havde jo 97 % chance for at få et rask barn!! Og det samme gør sig altså gældende for mange af dem, der vælger aborten på baggrund af en lignende diagnosticering, 80, 90, 97 % chance for et rask barn! Og så vælger man alligevel aborten, selvom man i udgangspunktet gerne ville have barnet. Man vil ikke løbe risikoen for at få noget, der afviger fra det normale, noget der ikke lever op til - de naturlige – forventninger og ønsker om det perfekte. Man vover ikke at binde sig til noget, der kræver ekstra ressourcer.
Hermed er vi i praksis nødt til at forholde os til fosterdiagnostikken ud fra samme etiske vurderinger som provokeret abort. Og provokeret abort – og dermed altså også fosterdiagnostik – rejser spørgsmålet: Hvad er kriteriet for menneskeværd? Er der forskel på det menneskelige livs værdi før og efter fødslen? På et handicappet menneskeliv og et ikke-handicappet liv? Gradbøjer vi det enkelte individs værdi – og efter hvilke kriterier? Svaret på disse spørgsmål afslører vores menneskesyn og har en afgørende indflydelse på, hvordan vi forholder os til vore svage medmennesker. Jeg vil jo mene, at fosteret hører til i denne gruppe af svage medmennesker i vores samfund.
Lad os koncentrere os om fosteret: Er der i alle tilfælde tale om et menneskeligt liv, der ligesom os andre har krav på respekt, integritet og beskyttelse mod overgreb? Eller er fosteret i virkeligheden mindre menneskeligt end os andre og dermed mindre beskyttelsesværdigt, fordi det endnu kun er et foster?
Som allerede antydet betyder svaret på disse spørgsmål betyder alt for, hvordan vi håndterer spørgsmålet omkring også fosterselektion.
Der kan gives 3 svar på spørgsmålene, 3 synspunkter på fosterets etiske status – som får hver deres konsekvenser:
Den livsbevarende opfattelse: Til ethvert menneskeligt liv er der knyttet en værdighed. En værdighed som ikke går på hverken egenskaber, fysisk fuldkommenhed eller ej, størrelse eller i hvor høj grad det ligner det barn, der kommer ud af maven. Men værdigheden knytter sig alene til det at tilhøre racen homo sapiens. Mennesket som individ opstår i befrugtningsøjeblikket. Når æg- og sædcelle smelter sammen er kodningen til dette individ på plads, de informationer i generne, som individet har med sig livet igennem, og som nu bare skal have den fornødne tid til at udfolde sig. Men som sagt: værdigheden/værdien er der fra begyndelsen ifølge denne opfattelse.
Den gradualistiske opfattelse: Det menneskelige livs værdi stiger i takt med udviklingen inde i maven. Derfor har det befrugtende æg og fosteret i de første uger meget lille etisk status. Der er derfor ikke nogen grund til at tage nogen etiske hensyn til det for dets egen skyld; kun hvis moren ønsker det. Hvornår – og efter hvilke kriterier - barnet så får sin fulde etiske status på linje med os andre, er der ikke nogen endelig afklaring omkring blandt tilhængerne af dette synspunkt. For nogen er det, når det ligner tilpas meget (10-12 uger). Andre argumenterer med en fastsættelse af grænsen ved levedygtigheden udenfor livmoren, en grænse som jo med vores tekniske kunnen har flyttet sig de seneste år, så vi er ved at være nede på omkring de 20 uger. Og endelig er der også dem, der først tilkender barnet fuld etisk status, når det er født!
Personopfattelsen: Barnet har først fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, dvs. egenskaber som rationel tænkning, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand sig fra et højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling. Konkret er det et barn på vej mod at blive voksen, 12-13 år. En filosof som Peter Senger (D) hylder dette standpunkt!
Jeg vil lige komme med mine egne kommentarer til de forskellige opfattelser. Den sidste, personopfattelsen, indebærer, at barnet end ikke i dets første leveår har fuld integritet og værdighed, og dermed er det - i sin yderste konsekvens -  prisgivet den enkelte voksnes forgodtbefindende; den voksne vil ikke kunne retsforfølges for en krænkelse af barnets rettigheder – for det har ikke for alvor nogen endnu. De mentalt handicappede vil sandsynligvis aldrig nå frem til de egenskaber, som skulle godtgøre deres etiske status – og dermed er de prisgivet menneskers forgodtbefindende. Mao.: Der er grundlag for et aldeles umenneskeligt samfund, som vi har set visse skræmmende antydninger af - og mere end det - rundt omkring i verden og i historien.
Det gradualistiske syn, som har flest tilhængere, både i befolkningen generelt, blandt politikere, i Etisk Råd, og som vores lovgivning på området i det hele taget må siges at være grundlagt på, kan godt virke besnærende, virke rimelig.
Men for mig at se, er det yderst problematisk at begrunde graden af menneskelig værdighed ud fra dets biologiske kompleksitet og funktionen af dette. Dermed måtte man jo gradbøje menneskets værdighed ud fra dets funktionsdygtighed. Det er det darwinistiske verdensbillede, der ligger til grund for dette syn: ”The survival of the fittest”. Eller omskrevet: Vi satser som samfund på de stærkeste, på de bedst egnede, og udrydder det svage, der hvor naturen ikke selv klarer det. Jo, der er i sandhed også kimen til et umenneskeligt samfund i dette synspunkt, ja, umenneskeligligheden er allerede en realitet, om end det går langsomt, da vi jo har en gammel kristen humanistisk/kristen arv med os i vores samfundsindretning og – tænkning, som virker som en vis bremseklods undervejs i processen.
Den debat, der gik forud for Etisk Råds oprettelse i 1987, en debat der afspejlede en stor frygt for et etisk skred i retning af en tingsliggørelse af menneskesynet, har desværre vist sig at være meget berettiget; der er sket et skred. Det landsdækkende fosterscreeningsprogram, vi har i dag, ville et flertal af 1980’ernes etik-debattører sandsynligvis have opfattet som et klart tegn på en tingsliggørelse af mennesket. Og når man ikke sjældent læser overskrifter i avisen som: ”Det er endnu ikke lykkedes os at udrydde fostre med downs syndrom helt”, siger den udeblevne reaktion også noget om, hvor meget, vi har vænnet os til denne tingsliggørelse af mennesket!    
Det er vist overflødigt at sige, at det er den livsbevarende opfattelse, jeg går ind for, både af rent humanistiske grunde, men også som en naturlig forlængelse af mit kristne menneskesyn og dermed min tro på en skabende Gud bag; en Gud, der vil det enkelte menneske, en Gud, der elsker det enkelte menneske.
Man kan jo hævde – som også adskillige gør det - at man egentlig gør barnet en tjeneste ved at abortere det, og at man samtidig skåner forældrene for lidelse og samfundet for store omkostninger. En meget human fremstilling af fosterdiagnostikkens praktiske konsekvenser. Til det er der at sige, at det vil meget ofte være vanskeligt at skelne mellem motiverne på barnets vegne på den ene side og på forældrenes på den anden. For slet ikke at tale om de økonomiske motiver fra samfundets side.
 
Selvfølgelig er det fuldt forståeligt og naturligt, at ethvert forældrepar ønsker sig et sundt og rask barn. Men med fosterdiagnostikkens muligheder stillet til rådighed, underbygger det i den grad det moderne/postmoderne menneskes generelle uvilje mod at se ufuldkommenhed, lidelse og forgængelighed i øjnene som et grundvilkår ved menneskelivet.
Det bagvedliggende menneskesyn udfordres. Er der ikke snarere tale om en elitær end en human tankegang?! Humanismen bygger på tanken om alle menneskers lighed, hvilket bl.a. indebærer idealet om at beskytte de svage. Med fosterdiagnostikken stræber man efter det stik modsatte, nemlig det perfekte menneske på bekostning af det svage. Man mere end aner sammenhængen mellem fosterdiagnostikkens frasortering af handicappede børn og genforskningens forhåbninger om at kunne skabe noget nær den fuldkomne menneskerace og arvemasse. Den såkaldte humane abort er altså en illusion, den er i bund og grund inhuman – også selvom der er mange menneskelige følelser i spil.
Gives der imidlertid ikke handicaps, der er så belastende for barnet og dermed også for forældrene, så det berettiger til abort? Er vi ikke kommet så langt i den teknologiske udvikling, så vi er i stand til at holde liv i noget, som naturen ellers for længst ville ha’ ladet gå til grunde? Jo, det sidste er i mine øjne en meget relevant problemstilling, altså spørgsmålet om ikke vi kan for meget, hvor det ville have været mere skånsomt for alle parter, at naturen havde fået lov at gå sin gang, hvorved det svagelige, næsten ikke leve-dygtige liv var gået til grunde på naturlig vis uden menneskelig mellemkomst. Det forekommer jo også stadig, men altså ikke i samme grad som tidligere, fordi vi efterhånden kan så meget. Derfor må man også ved enhver ny landevinding indenfor dette område spørge, om det er etisk forsvarligt at forsætte forskningen indenfor et givet område, så man endnu engang udvider grænsen for, hvad der kan holdes liv i. Eller om vi er kommet dertil, hvor vi må sige, som den russiske forfatter og nobelpristager Alexander Solsjenitsyn sagde det ved indgangen til det nye årtusinde:
”Hvis vi ikke lærer at begrænse vores ønsker og krav, at underkaste vores interesser moralske kriterier, vil vi, menneskeheden, simpelthen blive revet i stykker, når den værste del af den menneskelige natur blotter sine tænder”.
Tilbage til de meget alvorlige handicap – og jeg snakker ikke om downs syndrom, læbe-ganespalte, turner-syndrom o.l., som ellers er med på listen over gyldige grunde til abort! Men de meget alvorlige kunne være manglende udvikling af hjernen, rygmarvsbrok o.l. handicap med udsigt til megen lidelse for barnet og måske kun et kort liv. Vi er tilbage ved problemet omkring, hvad vi er i stand til at holde i liv i. Men hvis vi ser bort fra den problematik, og vi altså står med et meget svageligt menneskeliv i vore hænder, men et liv med liv i, ja, så må det i medmenneskelighedens navn være en rygrads-reaktion, at vi ikke slår sådan et værgeløst lille menneskeliv ihjel. Af flere grunde: Helt grundlæggende fordi det ikke er menneskets opgave at sortere i leve-egnet, ikke leve-egnet. Og det har igen at gøre med ”glidebaneeffekten”, som skubber på umenneskeligheden: Hvad bliver det næste kriterium for ikke-leve-egnet? Og hvem skal afgøre det?! Desuden ved vi ikke, hvilke handicap, man i fremtiden vil kunne finde muligheder for at afhjælpe og måske ligefrem helbrede.
Så er der også de såkaldte ”smuttere”, som systemet ikke nåede at få sorteret fra i tide(!). Hvordan vil synet på dem og hjælpen til dem blive fremover, hvis samfundets grundlæggende indstilling er, at de egentlig slet ikke skulle ha’ været her. Der vil vel ikke længere være hverken status eller mening i at forske i forbedring af deres livsmuligheder. Og forældrene der måske med vidende og vilje valgte at sætte deres handicappede barn i verden vil måske stå uden nogen som helst hjælp fra systemet, og måske ligefrem møde forarget hovedrysten over deres valg. Endelig vil et sådant syn på de aller-svageste i denne gruppe kunne have en ringvirkning på også andre svage grupper i vores samfund og vores behandling af dem, handicappede, sindslidende, gamle m.fl. Vi har da allerede hørt visse hårrejsende historier om, hvordan disse gruppers tarv lokalt groft tilsidesættes.
Alternativet må være at udbygge støtten til forældrene – og aflastningen, når der er brug for det. Vi lever i et velfærdssamfund, og et af privilegierne ved det må være, at der er råd til denne ekstra omsorg for en udsat gruppe, både i forhold til det handicappede barn og dets mere eller mindre trængte forældre. Nogle gange går det heldigvis sådan, at netop det handicappede barn tilfører familien nogle positive menneskelige værdier, som omformer deres livssyn på en positiv måde – midt i det svære som følger med. Men selvfølgelig går det ikke altid sådan.
Hvis vi ikke prioriterer denne ekstra hjælp til denne gruppe, er vi et umådelig fattigt samfund, fattigt på menneskelige værdier såsom solidaritet, ansvar og ja, medmenneskelighed generelt.
Jeg vil slutte af med et citat af Ola Didrik Saugstad, professor og overlæge ved nyfødt-afdelingen på Rigshospitalet i Oslo:
”Kampen for at forsvare fosteret, er ikke bare en kamp for at forsvare det svageste, men en kamp for at forsvare vor samfundsform og kultur.”