Af Bjørn Håkonsson, psykolog, Katolsk Familjarådgivning, Malmø

Hvor hyppige er psykiske eftervirkninger af abort – også beskrevet som Post Abort Syndromet (PAS)?

For at kunne svare på det, må man gennemføre større kvantitative undersøgelser på en objektiv måde, og det er ikke så let. De ideologiske, politiske og økonomiske interesser, der er involverede (abortindustrien med utallige private klinikker i f.eks. USA samt stærke lobbygrupper for og imod abort) gør, at forenklede svar er alt for velkomne. Desuden må man ikke glemme, at det altid er svært at udskille entydige årsager, når man studerer adfærd i større populationer. Der er nemlig altid mange faktorer med i spillet. Aborter bliver heller ikke til i et slags emotionel vakuum. Vi ved, at skam, hemmeligholdelse og skyldfølelse ligesom angst og depression altså alt det, vi kan møde efter abort, også forekommer i alle slags relations- og familieproblemer. Skal man påvise, at et særligt Post-Abort-Syndrom findes, er udfordringen derfor at isolere selve abortoplevelsen som særlig faktor.

Nogle undersøgelser (som f.eks. Nancy Adlers, 1990)(1)  mener at kunne vise, at aborterne ikke er årsag til mere psykisk belastning end ”andre belastende hændelser i livet”. Selvom hun i sit eget materiale må konstatere, at op til 10 % af de aborterende kvinder, hun har studeret, får en depression eller lignende lidelser bagefter, så antager hun, at det må være, fordi disse kvinder var emotionelt skrøbelige i forvejen eller blev belastede af andre forhold omkring aborten, f.eks. var skuffede over sin relation til manden, havde problemer med økonomien eller med dette at blive uønsket gravid. Men disse konklusioner er antagelser, som ikke bevises. Selv hvis man kunne få de deltagende kvinder til at sige dette, er det ikke sikkert, at de dermed taler om, hvad de føler inderst inde. Og det er ikke sikkert, at de føler ligesådan i tiden efter. Dette tager Nancy Adler og lignende forskere ikke hensyn til. Denne tendens til at ville se alt andet end selve abortindgrebet som udløsende faktor er typisk for den del af forskningen, som fornægter eksistensen af PAS. Langt mere nøjeregnende bliver sådanne forskere, når de møder undersøgelser, der faktisk påviser en stærk statistisk korrelation mellem abort og efterfølgende psykiske sygdomme. Så peger de gerne på, at dette statistiske sammenfald ikke udgør videnskabelige beviser for, at der også skulle være en årsagssammenhæng mellem abortindgrebet og efterfølgende lidelser, og at man derfor ikke kan konkludere noget sikkert om, at disse skyldes selve aborten(2). Tænk, hvis man så ligeså skeptisk på vore Afghanistanveteraner, som plages af, hvad de har oplevet i kamp, og man påstod, at det i hvert fald ikke kunne bero på selve kamphandlingerne. Krig er jo ”noget naturligt”, og der må være andre årsager til, at de har det psykisk skidt! Det er muligt, at nogen synes, at det her handler om to helt forskellige fænomener, og det gør det jo også. Men ikke på symptomplan. Identitetsforvirring, skyldfølelser over at være i live, angst, mareridt m.m., det kan vi møde i begge tilfælde, så forskellige de to situationer end er.           

Den svenske forsker Anneli Kero fra universitetet i Umeå førte samtaler med 58 kvinder i forskellige aldre om deres aborter fire og tolv måneder efter aborten(3). Ifølge hende oplevede 12 af kvinderne (20 %) en form for krise- eller sorgreaktioner efter aborten. De fleste (88 %) følte uro, sorg, skyld, angst og tomhed, og 9 % af kvinderne brugte selv ordet ”krise” om sin situation. Trods dette tolker Kero sine resultater således, at ”få kvinder” har det svært efter abort, og at lettelse er den dominerende følelse bagefter. Kero indrømmer, at abort kan indebære psykisk smerte, men det er også tydeligt, at hendes ærinde er at give et billede af aborter som noget ”naturligt” og ”ansvarligt”, og det er derfor ikke mærkeligt, at de mest abortvenlige organisationer ofte citerer netop hende. Hvad Kero har ret i er, at kvinders abortoplevelser er mangesidige og komplekse, og at lettelse kan indgå sammen med smerte. Hvad hun ikke ser, er, at beslutningerne om abort meget ofte bygger på et kaos af angst og usikkerhed, og hendes studier tager ikke hensyn til, at psykiske problemer efter abort meget vel kan dukke op langt senere i livet, hvilket undersøgelsen også er blevet kritiseret for.

Lidt i samme område finder vi et nyt dansk studie(4), som trods alvorlige metodiske begrænsninger er blevet publiceret i et internationalt videnskabeligt tidsskrift. Man har sammenlignet kvinder, der får en abort, med kvinder, der føder sit barn og set på, hvor meget begge grupper har søgt kontakt med psykiatrien i månederne før og efter dette.  Ifølge Trine Munk-Olsen fra Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet, hovedforfatter til undersøgelsen, er der ikke stor forskel mellem tiden før og efter, og deraf konkluderer hun, at det er usandsynligt, at aborterne i sig selv gør kvinder mere psykisk syge, end de var i forvejen. Det faktum, at kvinder, som får abort, langt oftere er i kontakt med psykiatrien, må have andre grunde, mener hun. Undersøgelsen er blevet kritiseret for at ignorere mange faktorer, som kunne have betydning, som f.eks. kvindernes sociale og emotionelle baggrund eller hvorvidt der har været psykiske problemer tidligere eller senere end det korte tidsinterval, undersøgelsen dækker, hvorvidt graviditeten var ønsket, hvor mange aborter man har bag sig o.s.v. Det er desuden kendt, at psykiske problemer kan opstå flere år efter en abort, og at det netop er typisk for traumatiserende oplevelser, at man ikke opsøger hjælp, fordi man helst bare vil glemme det hele. Man gemmer sig (fobisk/undvigende reaktion).   

Ligesom Keros undersøgelse får denne her et stærkt gennemslag i medierne og bidrager til et forenklet billede af, at abort er risikofrit. Og det er vel heller ikke en tilfældighed, at denne undersøgelse er medfinansieret af en udenlandsk fond, som støtter abort.                    

Hvilke undersøgelser kan man stole på? Rogers(5) analyserede forskningsmetoderne bag ikke mindre end 239 videnskabelige artikler i emnet og fandt frem til, at de undersøgelser, som havde den svageste grad af metodisk videnskabelighed, tenderede til at se mest positivt på abort. De abortkritiske undersøgelser var altså bedre. 

En forskergruppe ved John Hopkins universitet i Baltimore, ledt af Robert Blum(6) kom frem til præcis det modsatte . De sammenlignede 21 undersøgelser og konkluderede, at de studier, som havde de dårligste metodologiske oplæg, var dem, som så flest psykiske problemer efter abort.
Hvad skal man tro? Der er mange undersøgelser, og ingen kan evaluere dem alle sammen. Som rådgiver kan man møde kvinder, som selv oplever, at de er traumatiserede af at deltage i det, de oplever som drabet på sit ufødte barn. I arbejdet med dem er der intet at hente hos den abortvenlige forskning, som afviser, hvad de oplever. De får at vide, at de er alene om det eller tager fejl af sine følelser. Denne forskning er selvfølgelig akademisk interessant, men i terapeutisk sammenhæng nærmest destruktiv.  

Heldigvis er der særdeles god forskning, man som rådgiver kan nikke genkendende til, og som står for en solid metodik. En meget omfattende og metodisk stærk undersøgelse står Fergusson, Horwood and Ridder(7) for. De har præsenteret et langtidsstudie (over en 25-årig periode) af en fødselsårgang i New Zealand. Målet var at undersøge sammenhængene mellem at have fået foretaget abort og dette at rammes af psykisk lidelse i alderen 15-25 år. Fergusson og hans team brugte det anerkendte psykodiagnostiske system (DMS-IV). De kunne påvise. at unge kvinder, som valgte abort, opviste betydeligt flere psykiske lidelser end dem, som fuldendte sine graviditeter og dem, som ikke blev gravide. Dette var specielt tydeligt for den yngste gruppe (15-18-årige). Blandt disse fandt de 78,6 % med dyb depression, 64,3 % med angstrelaterede diagnoser og 50 % med rapporterede selvmordsforestillinger. Dette studie er et af de mest grundige, der er blevet gennemført, og det har mange metodiske fordele. Det ser på en lang række øvrige variabler (som familiebaggrund og barndomsproblemer) og kan stadig bekræfte, at sammenfaldet mellem selve abortindgrebet og øget risiko for psykiske lidelser står fast, også når der tages hensyn til disse andre faktorer. Og med sit langtidsperspektiv og grundige brug af standardiseret diagnostik er det i stand til at klarlægge forhold, som en lang række andre studier af mindre omfatning og med ikke-standardiserede scoringssystemer ikke kan.   

En helt ny (september 2011) og kritisk præsentation av 36 statistiske undersøgelser og 22 forskningsprojekter om forholdet mellem psykisk sygdom og abort er lagt frem af professor Priscilla K. Coleman(8). fra Bowling Green State University i Ohio Den omfatter ikke færre end 877.181 kvinder, blandt hvilke 163.831 hade fået en abort, og den er dermed den største undersøgelse, der er lavet nogensinde. Her sammenlignes 1) kvinder, som valgte abort med 2) dem som fuldførte sin uplanlagte graviditet, 3) dem som fuldførte sin planlagte graviditet og 4) dem som slet ikke var gravide. Professor Coleman byggede udelukkende på forskning med høj grad af metodisk grundighed (sammenligningsgrupper, demografiske faktorer, hensyn til visse, vigtige psykiatriske og sociale baggrundsfaktorer m.m.). Hendes sammenstilling viser en markant forskel særligt mellem dem, der fik abort og dem, der fødte sit barn. I abortgruppen var der bl.a. 34 % mere uro og angst, 37 % mere depression, 110 % øgede tilfælde af alkoholmisbrug og en 115 % øgning af selvmordsfrekvensen. Coleman kan også konstatere, at op til 81 % av de kvinder, som fik abort, bliver ramt af psykiske lidelser, og i hvert fald i 10 % kan det direkte spores til selve aborten. Hun konkluderer, at der er for dårlig viden om disse eftervirkninger - som man også møder i det praktiske kliniske arbejde - og opfordrer til, at patienter og personale informeres bedre om de psykiske farer ved abort. Colemans rapport er omgående blevet angrebet. Man hæfter sig bl.a. ved, at en stor del af de undersøgelser, hun bygger på, er hentet fra hendes egen forskning. En af de skarpeste kritikere er den danske Trine Munk-Olsen, hvis egen ovenfor nævnte undersøgelse blev udsat for kritik af netop professor Coleman nogle måneder forinden.     

Selvom det altid er svært at drage konklusioner fra kvantitativ forskning, som kan overbevise alle skeptikere, så kan ingen benægte, at der igen og igen dukker resultater op, som sandsynliggør, at post-abort-syndromet er en uhyggeligt udbredt virkelighed. For nogle år siden præsenterede den ovenfornævnte Dr. Rue(9) en gennemgang af hele 375 undersøgelser om de psykiske eftervirkninger af abort. Selvom disse var forskellige m.h.t. metode og resultater, så fandt nogle af disse studier en meget høj procentdel (op til mere end 50 %) af følgende tilstande efter abort: Lav selvværdsfølelse, skyldfølelser samt fortrydelse. Der var særligt svære følelser omkring årsdagen for aborten. Der var såkaldte flash-backs, som vi kender dem fra andre posttraumatiske syndromer (krig, voldtægt o.s.v.), i form af pludselige, tvangsmæssigt optrædende, indre hukommelsesscener fra selve aborten, og der var rapporter om mange seksuelle problemer med partneren efter abort. Andre stærkt repræsenterede symptomer (men under 50 %) var: Mareridt samt selvmordsforestillinger, selvmordimpulser og selvmordsforsøg. Desuden oplevede en hel del vanskeligheder med at tilgive sig selv, misbrugsproblemer og indlæggelser på psykiatriske klinikker.

Hver gang der laves ny seriøs forskning om aborternes psykiske eftervirkninger får man tal på de virkelige ansigter, som man kan møde som psykolog. Man skal idag være særdeles forhærdet, hvis man vil benægte det faktum, at alvorlige stresssymptomer samt symptomer, som vi kender dem fra traumatiserende krænkelser er klart overrepræsenterede blandt kvinder, som har gennemgået en abort. 

Den toneangivende organisation American Psychological Association (APA), som endnu modsætter sig at PAS-diagnosen bør indgå i de psykodiagnostiske systemer, indrømmer da også alligevel(10), at der er visse risikogrupper, som oplever negative reaktioner, f.eks. kvinder, som har en følelsesmæssig tilknytning til graviditeten, kvinder som mangler støtte, eller som personligt er imod abort, eller som inden indgrebet var i tvivl, om hvorvidt de skulle gøre det. Det mærkelige er, at denne indsigt ikke leder til, at organisationen så anbefaler, at disse grupper lader være med at få abort og i stedet vælger et mere skånsomt alternativ, som f.eks. bortadoption. Og endnu mere mærkeligt er det, at man ikke vil se at indre tvivl og usikkerhed formodentligt kan findes i enhver kvinde, der overvejer abort. Jeg selv har i hvert fald yderst sjældent mødt kvinder, som kunne sige, at de entydigt og uden mindste skrupler ville have aborten.
      
Mens man i USA holder fast ved afvisningen af PAS-diagnosen, er der siden 2008 opstået en vis tvivl om denne position hos den ansete britiske psykiaterorganisation United Kingdom Royal College of Psychiatrist(11). Denne organisation har lyttet til de nyere forskningsresultater, som mere og mere sandsyndliggør en årsagssammenhæng mellem abort og depression. Derfor har de britiske psykiatere ændret standpunkt og anbefaler nu, at kvinder ikke skal kunne få en abort, hvis de ikke er blevet informeret om de psykiske risici i forvejen. Det er et modigt og ærligt skridt i en akademisk verden, som i årtier har fastholdt sin afvisning af kvinder, som lider efter abort. Denne ændring viser, at der er sprækker i den meget kompakte mur af modstand mod PAS.       

Der rejses ofte tvivl om, hvorvidt undersøgelser fra andre lande og kulturer er gyldige hos os. Derfor vil jeg nu beskrive tre skandinaviske undersøgelser lidt mere indgående. 

Tre undersøgelser fra Skandinavien

Anne Nordal Broen(12) sammenlignede i et femårsstudie kvinder, som havde valgt provokeret abort med kvinder, som havde oplevet at miste sit barn ved en spontan abort. De værste og længst varende psykiske reaktioner fandtes hos kvinder, som selv valgte abort, men som oplevede, at de var blevet presset til en beslutning fra mandens side (disse udgjorde hele 25 % af dem, som valgte abort). Når hun sammenlignede de to måder at miste sit barn på, kom hun frem til, at kvinder med spontan abort faktisk reagerede med stærkere eftervirkninger (svære følelser af sorg og tab) end den anden gruppe i tiden umiddelbart efter tabet, men de fik det snart bedre. Gruppen derimod med provokeret abort kæmpede på længere sigt med mere angst, undgående adfærd samt følelser af skyld og skam. Lidt mærkeligt i den sammenhæng er, at netop disse kvinder under hele tidsforløbet samtidig havde højere point, når det gjaldt følelsen af at ”have gjort det rette”. Denne tilsyneladende modsigelse er en af de mange forvirrende indtryk, man støder på indenfor dette område, men den illustrerer udmærket den emotionelle virkelighed, den abortramte kvinde befinder sig i, og som kan være alt andet end logisk.

Jeg husker en af mine patienter, en lærer med en stærk overbevisning om, at abort skal forblive en lovlig rettighed. Hun opsøgte mig for at ’finde ud af nogle problemer med sin kæreste’. Igennem mange af vore samtaler kunne hun omtale sine tre aborter på en rolig og selvbevidst måde som ”den rigtige beslutning”. Men nu og da kunne hun alligevel afsløre helt andre følelser: En forfærdende tomhed, ligesom at gå rundt med ”et monsterlignende hul i maven”, som ”ødelagde hende indefra” samt forvirring og uro.
Her afsløres noget meget vigtigt: Det er ikke bare et enten-eller, når det handler om, hvordan man har det efter abort. Man bør forholde sig forsigtigt til alle kvantitative undersøgelser, som registrerer et øjebliksbillede af, hvad et antal kvinder vælger at svare. Man er nødt til at kende en person på et individuelt plan for at kunne være sikker på, om aborten virkelig har været traumatiserende. Man må også tænke på, at en abort, som lige nu ikke opleves som et større problem, senere i livet kan blive traumatisk, fordi den kan få en helt ny betydning, f.eks. når det går op for kvinden i 35-års-alderen, at hun ikke længere kan blive gravid. Så får den abort, hun fik, da hun var 22 år, nemlig en helt ny dimension. Eller den kvinde, som ændrer sit livssyn, f.eks. ved en kristen omvendelse, og må indse, at hun gjorde noget, som hun nu betragter som forfærdeligt og bittert fortryder. Klinisk erfaring viser os også, at mange negative følelser kan fortrænges og først dukke op senere i livet, f.eks. ved et nyt barns fødsel, eller når man senere i livet er i stand til at føle en tryghed, som gør, at man bedre kan fornemme og bearbejde sit indre, f.eks i en stabil og god psykoterapeutisk relation. Kvinder, som i undersøgelser efter abort svarer ja på spørgsmålet, om de er ”lettede”, kan altså sagtens sige noget andet 10 år efter, ét år efter eller 10 minutter efter.

Relationen til den, som spørger, er meget vigtig, når det handler om så personlige ting. Ovenfor nævnte Anne Nordal Broen gjorde en metodisk vigtig opdagelse, når hun sammenlignede de resultater, hendes medarbejdere samlede ind fra de kvinder, de havde interviewet. Der var en vis modstand mod hele projektet fra nogle medarbejderes side, som hun var nødt til at konfrontere. Og så opdagede hun, at just de medarbejdere, som var mest negativt indstillede til projektet, havde haft flest problemer med at få kvinderne til at svare. Ikke så mærkeligt; der skal jo tillid til, inden man afslører, hvor dårligt man har det. Det er ikke nemt at fortælle om svære følelser, når man instinktivt mærker, at den, som interviewer, en ikke rigtigt vil tage imod den slags eller ikke tror på den slags. Måske spiller denne menneskelige faktor en rolle, når forskende aborttilhængere ikke finder frem til de lidelser, som findes i deres interviewpersoner og ikke kan bekræfte problemernes eksistens i sine undersøgelser. Man ser jo ikke gerne det, man ikke vil se.    

Men selv blandt dem, som arbejder for abort, kan man finde resultater, som bekræfter eksistensen af en særlig form for post-traumatisk stresssyndrom, som udløses af abort. For nogle år tilbage gennemførte en erfaren abortlæge – Hanna Söderberg - en stor undersøgelse af samtlige kvinder, som havde valgt at få abort i Malmø i en årgang(13). Hun kunne – formodentlig til sin egen overraskelse – påvise, at de fleste af dem, som deltog i undersøgelsen, svarede ja til, at de enten havde lidt af følelsesmæssige forstyrrelser efter aborten, eller også at de aldrig ville gennemgå dette igen (eller ja til begge dele). Omkring 16 % af dem, som svarede, var blevet så skadede, at de havde følt sig tvunget til at opsøge psykolog eller psykiater efter aborten; typisk måtte de sygemeldes på grund af depression. Doktor Söderbergs grundige undersøgelse sætter et stort spørgsmålstegn ved hele den abortvirksomhed, hun selv har været med til at opbygge gennem mange år (hvilket hun ærligt nok har indrømmet i en samtale med mig). Den betyder, at vi må regne med, at vi i en by af Malmøs størrelse har over 100 kvinder hvert år, som skades meget alvorligt psykisk i forbindelse med abort, en behandling, som de gik ind i med forventningen om, at den skulle løse et problem for dem, ikke kaste dem ud i nye og værre. Man kan med rette spørge, hvilken anden ”medicinsk behandling” med sådanne sideeffekter, som ville blive accepteret på denne måde! Jeg kan kun se én forklaring på, at disse mange kvinder, som skades, ikke går til domstolene og kræver erstatning, og det må være den helt overvældende og totale tabuisering, der hersker i vort samfund om problemet. Det kræver en overmenneskelig anstrengelse at rejse sig og være den første, som går ud i offentligheden med sin lidelse og må bære hele det sociale og psykiske pres, den latterliggørelse og sociale stempling som uforstående omgivelser og medier hurtigt kan opbringe. At ingen ser ud til at være i stand til det lige nu er ikke svært at forstå.      

En metodisk god side af Hanna Söderbergs undersøgelse er, at den også giver et billede af den meget store gruppe af kvinder, som nægtede at medvirke i undersøgelsen med henvisning til, at de ikke kunne holde ud at tale om eller tænke på aborten. Söderbergs forarbejde er så grundigt, at det giver mulighed for at beskrive denne gruppe nærmere. Den består i høj grad af mennesker, som i forvejen er kendte i forbindelse med social og psykisk belastning (f.eks. unge, enlige, lavt uddannede, arbejdsløse og studerende). Der er altså al grund til at tro, at forholdene ude i virkeligheden, bag alle undersøgelserne, er langt værre, end vi kan se.

En enorm gennemgang af statistisk materiale om kvinder i Finland gennemførtes af Mika Gissler(14) og viste, at selvmordsprocenten efter abort var næsten seks gange større (34,7 per 100.000 kvinder) end for dem som fødte sit barn (5,9 per 100.000 kvinder).  De, som begik selvmord efter abort, var ofte fra socialt dårligt stillede miljøer og ugifte. Selvom det er svært at udtale sig for sikkert om årsagssammenhængene, så fastslår forfatterne alligevel, at det statistiske sammenfald må betyde, at kvinder, som får abort, har en øget risiko for selvmord bagefter, og at dette er en faktor, der bør tages hensyn til, når man vil forebygge sådanne dødsfald.

Det er stadig muligt at bortforklare de psykiske lidelser efter abort og tro på andre faktorer. Men efterhånden som den kritiske forskning skrider frem, bliver denne position mere og mere absurd.

_____
1:  Adler, NE et alii: ”Psychological responses after abortion,” i Science 248 (4951), 1990.
2:  Se f.eks. Major, B.: “Psychological implications of abortion – highly charged and rife with misleading research” i CMJA 168 (10): 1257-8, 2003.
3:  Kero, A. et alii: “ Legal abortion: a painful necessity”. Soc Sci Med. 2001;53:1481-90.
4:  T. Munk-Olsen et alii: “Induced First-Trimester Abortion and Risk of Mental Disorder”, New England Journal of Medicine, 364: 332-339, 2011.
5:  Rogers´ bidrag finder man i Rue, V., A. Speckhard, J. Rogers, & W. Franz, (1987): The Psychological Aftermath of Abortion: A White Paper. Presented to the Office of the Surgeon General, Department of Health & Human Services, Washington D.C. Resultaterne præsenteres kort i (2, s.13).
6:  Charles, VE et alii: “Abortion and long-term mental health outcomes: a systematic review of the evidence” i Contraception 78 (6): 436-450, 2008 og “Abortion not seen linked with depression”, Review of studies found no evidence of mental harm after procedure, MSNBC, 2008.
7:  Se David M. Fergusson, L. John Horwood, og Elizabeth M. Ridder: Abortion in young women and subsequent mental health, i: Journal of Child Psychology and Psychiatry 47:1 (2006), siderne 16 – 24.
8:  Coleman, Priscilla K.: Abortion and mental health: quantitative synthesis and analysis of research published 1995–2009. The British Journal of Psychiatry (2011) 199: 180-186.
9:  se (2, s. 25). Hele gennemgangen af undersøgelser på siderne 11-23 er fremragende, særligt fremstillingerne på siderne 15-17, som har en enestående grafisk oversigt over resultaterne fra 22 undersøgelser, som gennemførtes i årene 1980 – 1993. Jeg synes, hele denne artikel er særligt god, fordi den forener et omfattende statistiskt materiale med solide kliniske observationer. Rue´s analyser har – selvom de er kortfattede – været noget af en øjenåbner for min egen forståelse af de symptomer, mine patienter er kommet med. Det er grunden til, at  han citeres så ofte i min tekst. Andetsteds i samme bog behandles børns reaktioner på abort.
10:  I en pressemeddelelse fra APA, 18/1 1989.
11:  “Position Statement on Women´s Health in Relation to Induced Abortion”, Royal College of Psychiatrists, 14/3 2008.
12:  Anne Nordal Broen: Women´s emotional life after miscarriage and induced abortion – a longitudinal, five-year follow-up study in Norway, Faculty of Medicin, University, 2006.
13: Hanna Söderberg: Urban women applying for induced abortions – Studies of epidemiology, attitudes and emotional reactions, Departments of Obstetrics and Gynecology and Community Medicine, Lund University, University Hospital, Malmö, Sweden, 1998.
14:  Gissler, M. et alii: “Suicides after pregnancy in Finland, 1987-94, register linkage study”, BMJ 313(7070): 1431-4 ,1996.