Du har ringet til Abortlinien. Hvad kan jeg hjælpe med?

Af Edel Holst Nielsen, rådgiver på Abortlinien og medlem af Retten til Liv's bestyrelse

De sidste 8-9 år har jeg 'siddet ved telefonen' mellem kl. 18 og 23 mindst to gange – ofte flere gange om måneden for at tale med dem, som ringer til Abortlinien. Vi, der har påtaget os denne opgave, kaldes telefonrådgivere.

Rådgiver – hvordan?
En rådgiver skal vel give råd? Ja, men ikke, om der skal foretages abort eller ej. Det, jeg rådgiver om, er, at kvinden må overveje sit valg grundigt, for det er hende selv, der skal foretage valget OG hende, der skal leve med det bagefter. Jeg ser min opgave i at spørge ind til årsagen til hendes tvivl og til hendes holdning til abort - før denne situation. Jeg forsøger at møde kvinden der, hvor hun er, og følge hende et stykke på hendes livsvej.
Henvendelserne kan være meget forskelligartede: ganske korte spørgsmål om fakta ved de forskellige abortformer. En, der spørger om vi kan henvise til abort – uden om systemet! Mange lægefaglige spørgsmål. En, der spørger, om jeg tror, hun er gravid! Frustrationer over parforhold, skuffelse over sundhedspersonalet, tvivl om stillingtagen til abort, fortrydelse efter abort.

Det typiske dilemma
Meget ofte taler jeg med en kvinde, der ringer, fordi hun er blevet gravid og nu er i tvivl, om hun skal have abort. Typisk er det manden/kæresten, der ønsker eller forlanger abort – med forskellige begrundelser: ikke lige nu; forholdet har ikke stået på så længe; han ønsker ikke at være bundet af forsørgerpligten i 18 år; karrieren forstyrres; økonomiske forhold – der kræves større bolig, større bil - han truer med at forlade hende. Det er helt tydeligt, at hun selv inderst inde ønsker at gennemføre graviditeten, men synes ikke, hun kan være bekendt at udsætte manden for dette – måske vil han forlade hende, kan hun så klare det alene?

Hvem tilgodeses ved fri abort?!
Efter sådanne samtaler tænker jeg: fri abort! Denne kvinde er alt andet end fri. Netop muligheden for abort sætter hende i en klemme, hvor hun føler, hun skal foretage et valg, der tilfredsstiller andre end hende. Jeg kan også rystes over, hvor lille værdi, fosteret tillægges!
Jeg har talt med en kvinde, der et år efter abort havde fået det rigtig dårligt. Hun kunne ikke forstå hvorfor, for dengang var det 'det rigtige'. Men nu havde hun sådan fortrudt. Hun kunne slet ikke genkende skyld eller skam – kun fortrydelse! Pga. den elendige forfatning, hun følte sig i, fandt hun det rigtigt at tage en samtale med en præst. I dette tilfælde – som efter mange andre samtaler – er jeg uvidende om det videre forløb. Men en anden gang, hvor et par henvendte sig, fulgte de mit råd om at tage kontakt til en bestemt præst, som jeg adviserede, og til min glæde hørte jeg efterfølgende, at de havde mødtes, manden havde 'overgivet' sig, og graviditeten blev ikke afbrudt. Sådan en oplevelse er stor for mig og giver opmuntring.
En samtales varighed kan variere lige fra få minutter til over en time. Nogle aftener er der ingen opringninger, andre gange op til 4-5 stykker. Rigtig mange samtaler slutter med, at kvinden siger tak, fordi jeg lyttede, giver udtryk for lettelse og mere klarhed. Uanset fornemmelsen af samtalernes udfald kan jeg ikke andet end slutte aftenen af med at lægge hver enkelt i Guds hånd og bede Ham gribe ind. Lad os fortsat være med til at bede for denne sag.