Af Roland Knudsen, formand for Retten til Liv

Hver gang vi har årsmøde og jeg skal forberede årsberetning, tænker jeg på de begivenheder og diskussioner, som vi har været involveret i. Hvert år tænker man: nu har vi hørt det hele og været udsat for samtlige svære dilemmaer, som vi kan blive sat i, når vi tillader abort. Men sådan er det ikke.

For et par dage siden var nogle af os til en debat aften, hvor bl.a. en fødselslæge deltog. Han præsenterede os for en update mht. især fosterdiagnostik og hvilke muligheder (og umuligheder!) der findes i dag. Selv om at vedkommende ikke var imod abort, oplever han hver uge på sit arbejde svære situationer mht. abort. Og der kan jeg godt forstå. Langt de fleste i Danmark mener, at abort er i orden i visse situationer men ikke ok i andre situationer….Dem som har denne holdning har et problem: Hvorledes finder vi så ud af, hvornår det er ok og hvornår det ikke er?

En ting som denne læge kunne fortælle var, at det udvalg som skal tage stilling til om en kvinde skal have tilladelse til en sen abort, er ikke valgt af folket, eller af politikerne eller af etisk råd. Nej, han sagde: Når der mangler en i dette råd, så finder de en, som de mener er egnet. Uden involvering af politikere eller os. Og så kan de sidde der og bestemme, om en kvinde skal eller ikke skal have lov til at slå hendes barn ihjel efter uge 12 pga. Social forhold eller større handicaps…… Læbegane spalte…nej, skal leve. Klumpfod…nej, skal leve…Rygmarvsbrok….ja, skal dø…….Vil dette rask barn blive en for stor byrde for moderen, som har få resurser…..ja, skal dø…..Mongol…..ja, skal dø….Jeg ved ikke, hvordan de kan få sig selv til det!

Jeg arbejder som ortopæd kirurg, så jeg opererer kun i arme og ben, men stuerne ved siden af hvor jeg arbejder, bliver ca. 3 dage om ugen brugt til aborter.

Her ser jeg kvinder og piger komme den ene efter den anden: De er gravide med et barn i maven når de går ind, men kommer alene ud, fordi barnet er blevet lagt i en spand før de vækker pigen eller kvinden. Jeg kan næsten ikke lade være med at gå hen til dem og ruske dem og sige:” Hvad i alverden er det du er ved at gøre? Ved du ikke, at du kan beholde barnet og blive mor, i stedet for det, som du er ved at gøre?”

Men det kan jeg ikke. Eller sagt på en anden måde: Jeg kunne gøre det, men hvis jeg gjorde det, var det nok det sidste, som jeg ville gøre på den arbejdsplads.

Men når man ser disse kvinder dræbe deres børn på denne måde, så bliver aborter ikke bare tal på et stykke papir….så bliver det dødelig alvor.

De sygeplejersker som den pågældende dag bliver sat til at passe kvinderne efter aborterne føler ofte, at de ”trækker det korteste strå” den dag, fordi det ofte er så tungt og sørgeligt……..Og der er selvom de ikke har noget imod at være med til at lave aborterne….Men hvorfor? Hvis det nu ikke er liv  der bliver fjernet: hvorfor har disse kvinder det så svært bagefter og hvorfor græder de næsten altid? Det er fordi: Det ER børn, der bliver fjernet.

Mennesker, som er for abort, har svært ved håndtere alle disse svære beslutninger, og det kan jeg godt forstå. Men der er her, hvor vi, som er imod abort må hjælpe dem til at se, hvor meget bedre det vil være at vælge Guds måde at håndtere uønskede graviditeter eller syge børn på:

Han som er villig til at acceptere os, uanset hvordan vi blevet lavet, hvornår vi bliver født, om vi er dreng eller pige, uanset hvordan vi ser ud eller uanset om vi er syge eller ej,
Han elsker os alle sammen.
Vi må også være villige til at tage os af alle børn, ligesom Han tager sig af os, Hans børn.

I 2011 har Gud bl.a. igennem os nået ud til mennesker med dette budskab på flere forskellige måder, som Ellen også vil komme ind på, men en af mine hovedopgaver i denne forening er abortlinien.

Det er en telefonrådgivning, hvor man kan ringe ind hver aften, hvis man har spørgsmål om abort.

Hver gang vi gør status over hvor mange der ringer og hvad forskel vi gør, er det nemt at bliver frustreret: Vi ville gerne at flere ville ringe, og vi ville gerne kunne redde flere børn, vi vil gerne kunne hjælpe flere, som har det svært efter abort, men hvert år er der enkelte historier, hvor vi er sikre på, at vi har gjort en forskel:

I disse uger er vi med til at støtte en ung kvinde, som har forskellige problemer igennem den første del af graviditeten.  Det er ikke nemt at hjælpe hende, og hun har svært ved at modtage hjælp, men hun har igennem de uger, hvor hun var gravid i uge 9 til 13 ringet flere gange om ugen: Hun ville gerne beholde sit barn, men føler sig bange og alene. Flere af rådgivere har så kunnet tale med hende i telefonen og støttet hende, og vores abortlinie leder har kunnet skabe kontakt med en støtte familie i nærområdet. Vi er godt klar over, at hun ikke pludselig får et nemt liv af at tale med os i telefonen eller hjælp fra støttefamilie, men vi gør hvad vi kan for at støtte hende i hendes beslutning om at beholde barnet.

Næste år bliver meget spændende med abortlinien fordi vi har søgt om en hel del penge, og hvis disse bliver betroet os, vil vi kunne nå ud med kendskabet til rådgivningslinjen på helt nye moderne måder og vi vil kunne få mulighed for at mødes med flere kvinder, som har det svært efter abort. Men meget af dette koster penge, så selv om at det meste af dette arbejde er frivilligt, er visse aktiviteter afhængig af økonomisk støtte.

Jeg vil gerne takke Bente, Kerstin og Ellen for deres arbejde i foreningen. Det er dejligt at arbejde sammen med jer. I er alle gode til at arbejde selvstændig og effektivt. Vi er meget privilegerede at have arbejdskraft som jer tre på vores side. Vi ser frem til samarbejdet det næste år.

Og apropos næste år, så kan vi i 2012 og 2013 se frem til mange spændende ting bl.a.:

1) Abortmindelunden i Vedersø står stadig, men vi vil se på nye metoder til at bruge denne i kampen for de ufødte barn.

2) Undervisning div. steder (skole, ungdomsforeninger, mm).

3) Abortavis, som bliver et helt nyt tiltag

4) Formentlig helt nye muligheder for at nå ud med budskabet om at ”det er et barn” bl.a. med små film ved reklamer i biograf eller TV.

5) Ellen (landssekretær) skal til Brussels og have møde med mennesker fra hele Europa, som også er med i denne kamp. 

M.fl. Ellen vil komme ind på flere af disse.

Men vigtigst: i 2012 må vi fortsætte med en personlig kontakt til dem omkring os, så vi kan udfordre vores venner og bekendte, så alle disse børns skæbner ikke bare bliver afgjort af mennesker, som ikke indser, at det er børn Gud har skabt, som de slår ihjel hver gang de laver en abort……For ”Det er et barn!”