Af landssekretær Ellen Højlund Wibe

”De vil vælge en abort, hvis screeningen viser, at fosteret har anlæg for blomkålsører. Alt andet ville være synd. Sådan et barn vil aldrig kunne få et normalt liv”. Det var udmeldingen fra et forældrepar om deres barn i maven, kunne man læse i Politikken i forgårs (den 22/3).
Samme dag var jeg til en debataften i Odense, arrangeret af Folkeuniversitetet, hvor bl.a. Per Damgaard Pedersen (som stiller op til bestyrelsen) var en af de tre debattører. En anden af dem var Niels Uldal, professor på Skejby Sygehus med speciale omkring bl.a. fosterdiagnostik. Han fremhævede, at der efter hans skøn var en god balance mellem vores abortlovgivning og danskeres udnyttelse af de muligheder, som findes indenfor lovens rammer – og det mente han så var positivt!  Han har sikkert ret i, at der er denne overensstemmelse, for lov skaber adfærd. Når noget går hen og bliver tilladt, noget der ikke tidligere var det, så forsvinder de moralske indvendinger og skrupler, man måtte have haft, eller de indvendinger som kulturen tidligere har præget en med.
I en efter-kristen kultur udformes lovene ud fra et grundlag, hvor der spørges efter effektivitet, nytte-værdi, det økonomisk fordelagtige ol. Moralske anskuelser og etiske overvejelser - for ikke at sige en henvisning til en højere autoritet over os – er mere eller mindre irrelevant, og henvises til sit eget isolerede forum for særligt interesserede. Generelt er det lovene, der dikterer, hvad vi gør og ikke gør.
TV2 nyhederne og diverse andre medier kunne i denne uge fortælle, at om kort tid vil det være muligt for lægerne med en simpel test at afgøre, om det ufødte barn har anlæg for en lang række sygdomme: hjertefejl, kromosomafvigelser, autisme, en bestemt kræftform m.m. Og vel at mærke før 12. uge. Udover det helt grundlæggende forkerte i det, så betyder det en intensivering af klapjagten på de mennesker, der ikke er ligesom os andre. En uhyggelig indsnævring af mangfoldigheden i menneskeslægten ud fra et princip, hvor mennesket er gjort til en vare, som vi sætter i produktion, tjekker undervejs, når produktionen er gået i gang, og lever varen ikke op til forventningerne, så kasserer vi varen og laver en om’er. Ligesom de forældre, der ville slå deres ufødte barn ihjel, hvis det viste sig at have blomkålsører!

Vi står overfor nogle enorme udfordringer i et afkristnet land, som for længst har indrettet sig efter, at menneskets værdi er en fuldstændig relativ størrelse, som den enkelte selv afgør. Det er båret af en ateistisk logik, som kan gå hen og blive vores helt store udfordring fremover.
Udfordringen er ikke længere at overbevise folk om, at det er et barn, der findes derinde i maven; den er de fleste med på i dag – godt hjulpet på vej af teknikken, scanningsbillederne, 3D-scanning ol. Udfordringen er at genskabe en kultur, hvor det ikke er i orden at slå ufødte mennesker ihjel! Såkaldt perfekte eller ej! Dét bliver om noget fremtidens udfordring.
Men vi har en højere magt på vores side, skaberen af alt liv! Ham for hvem hvert enkelt menneske har en uendelig værdi. Derfor er og bliver dette også en åndskamp, hvor vi er nødt til at folde vore hænder! Men som det altid har lydt i kirken: ”Ora et labora”. Bed og arbejd. Vi skal bede og arbejde.

Og det gør vi så i en forening, hvis arbejde er mere vigtigt end nogensinde. Vi arbejder videre med al den kreativitet, vi kan opbyde, og som tid og evner - og økonomi - rækker til.
Jeg vil nu kigge lidt tilbage på året, der gik, og hvilke tiltag, vi har gjort / er i gang med siden sidste årsmøde.

Plakataktion
Plakatophængning i Århus i november blev årets mere synlige aktion. Plakaten af en kæk og glad ung pige i anstændigt (!) undertøj, der kigger ned på sin tykke mave med barnet indeni. Og så teksten ved siden af, der står i skærende kontrast: Abort er den største dræber. Livmoren er det farligste sted, et barn kan opholde sig. Det værste er, at dette er ikke salgs-smarte postulater fra vores side. Det er virkeligheden! Livmoren er det sted, hvor flest børn slås ihjel om året, uskyldige børn, sunde og raske børn. Ca. 45 hver dag. Mere end 16.000 om året.
Plakaten kom op at hænge på mange studiesteder, i dagligvarebutikker, i gadebilledet. Århus er en stor by, så byen blev vel ikke totalt domineret af dem. Men mange tusind mennesker er i de uger, de hængte der, blevet mødt af budskabet. Og vi kan kun håbe og bede om, at de har reddet liv.
Vi havde faktisk planer om en lignede plakat-aktion her i Silkeborg op til årsmødet, men det gik desværre i vasken af forskellige årsager. Men sådan en aktion kan jo principielt stables på benene til hver en tid, blot der er et par ildsjæle, der tager fat. I Hillerød er der allerede nu aftalt en sådan plakat-aktion til efteråret, koblet sammen med lidt ekstra fokus generelt på abortsagen og Retten til Liv. Som sagt står det enhver frit for at henvende sig og bede om at få tilsendt en stak plakater – eller enkelt-plakater - til ophængning i sin by.

Hvervekampagne
Vi har siden årsmødet sidste år sat os et mål om at forøge vores medlemstal, og med ca. 275 nye medlemmer i år, er det da også lykkedes temmelig godt. Dvs. gennemsnitligt 22-23 nye hver måned. Året før var det 140 nye medlemmer, så det er tæt på en fordobling. Vi glæder os rigtig meget over de mange nye medlemmer…men har langt fra stillet os tilfreds endnu! Der sidder så mange derude, som principielt bakker op om sagen, men som bare ikke lige har fået opfordringen til at melde sig ind. Eller som måske er blevet smittet af en opgivenhedens ånd: ”Den kamp er vel egentlig tabt”. Tak om I vil være med til at give dem opfordringen/udfordringen til at melde sig ind og støtte op om en kamp, vi aldrig må opgive – og hvor der også er håbstegn. Mere om det lidt senere.
Jeg skulle måske lige nævne, at en ret stor procentdel af de nye medlemmer har meldt sig til via hjemmesiden, og man kan godt formode, at i al fald nogle af disse har ’opdaget’ os på vores hjemmeside, og så har meldt sig ind – i glæde over, at der fandtes nogen, der tog denne kamp op.

Abortmindelund
Jeg kiggede lige på det, jeg skrev i min arbejdsberetning sidste år om abortmindelunden. Vi er et helt andet sted i dag!! Vi opgav simpelthen det stykke naturgrund på Sjælland, som velvillige mennesker havde stillet til rådighed til formålet. Det var der indtil flere årsager til, som jeg ikke vil bruge tid på nu.
I stedet arbejdede udvalget videre med en helt anden form for abortmindelund. En abortmindelund på internettet, som en hjemmeside (som for øvrigt ikke kommer til at hedde abortmindelund!). Et sted, hvor kvinder (og andre) kan surfe ind hjemme ved skrivebordet, og hvor udgangspunktet er barnet. Barnet der tager den abortramte kvinde ved hånden – og alle andre aktører i det forfærdelige, der dagligt sker, og som vi alle har mere eller mindre medskyld i – og leder os frem til afklaring og som det ultimative mål: soning, forsoning (med Gud!). Men alt dette er endnu i støbeskeen, selvom det tager mere og mere form. Vi ser faktisk meget frem til at kunne sætte dette i værk – inden næste årsmøde. Vi tror, det vil ramme et hul.
Ligesom Abortmindelunden i Vedersø ramte et hul. Hvem andre i vores samfund har tænkt på, at de ufødte skulle have et værdigt minde, der tilkendte dem deres menneskelige værdi?

Abortmindelunden i Vedersø er for øvrigt på ingen måde lagt død, som man også har kunnet læse sig til i bl.a. Kristeligt Dagblad og Udfordringen. Men alle genstande undtagen stenen med Kaj Munk citatet blev fjernet efter Højesteretsdommen i 2007, og siden har der været stille omkring det sted.
Efter Arne Munks død, besluttede hans enke, Hanne Munk – i øvrigt i samsvar med Arnes ønske, som han udtrykte før sin død - at overdrage stedet til Retten til Liv, og et udvalg er nedsat, som er i gang med at udtænke, hvordan stedet fremover kan bruges til forskellige aktiviteter, indenfor reglerne for hvad der må foregå på en privat grund. Vi ser ikke noget formål i at engagere os i lokalpolitiske uoverensstemmelser, men vil dog understrege, at ingen politisk instans kan ændre på den kendsgerning, at stedet er indviet til en Abortmindelund. Der bliver en intern markering i juni måned, men senere (i 2013) vil vi slå det større op og invitere bredt ud.
Vi er ikke helt færdige med det med abortmindelundstanken. Vi arbejder i udvalget omkring hjemmesiden også med en anden form for abortmindelund – spredt ud over hele landet! - men det er endnu så meget i støbeskeen, der er så mange usikkerhedsmomenter, så vi ikke på nuværende tidspunkt har lyst til at sige mere. Vi håber, at 2013, 40-året for den fri aborts indførelse, bliver et år, hvor vi kan komme til at realisere noget der.

Abortavis
Vi skal spille på mange strenge. En abortavis målrettet de unge, bl.a. alle de mange skoleelever, som meget hyppigt henvender sig til især sekretariatet i forbindelse med en opgaveskrivning om et abort-relateret emne. Et udvalg er i fuld gang med at få sat en sådan avis sammen med mange forskellige vinkler på abortsagen. Til skolestart efter sommerferien satser vi på, at den er klar.

En bog om kvinder efter abort
Vi fik en norsk bog om kvinder efter abort i hænde, ”Camilla, hvorfor gråter du?”, og syntes den udfyldte et hul på ikke bare det hjemlige bogmarked, men et fuldstændig overset eller snarere fortiet tema i den hjemlige debat. Et tema – og en bog - som vi tror og håber vil være med til at fjerne samfundets vil-ikke-se-og-høre-kultur omkring de utallige tusind kvinders hjemløse sorg- og skyldfølelse efter en abort. Mindst 20 % af dem kommer sig aldrig rigtig over det og er mærket af nedsat livskvalitet på forskellig vis.
Bogen giver disse kvinder og deres følelser taleret, og eksperter udtaler sig også om det, der kaldes post-abort-syndrom. Vi har redigeret noget i den i forhold til den norske udgave, fået flere danske eksempler med og føjet et par vigtige afsnit til, bl.a. et om skyld og tilgivelse. Den er nu i forlagets hænder, LogosMedia var det i første omgang. Men det har jo netop fusioneret med Forlagsgruppen Lohse. Til efteråret skulle den gerne udkomme. Jeg forventer mig faktisk en hel del af den – også ud i bredere kredse. Glæd jer til en meget fin og vigtig bog!
Og nu vi er ved bøger: Jer, der ikke har købt Ketty Dahls bog,”Valget”, endnu: I er gået glip af en stærk og velskrevet bog om det, der samler os i dag! Køb den! Spar 50 kr. ved at købe den i dag. 199 kr.!

Håbstegn
Jeg skrev, at der er håbstegn. Det er der, hver gang en kvinde indser - måske med støtte fra en på Abortlinien - at jeg kan da ikke slå mit barn ihjel; jeg vil beholde det trods presset om at få en abort. Det er der, når ganske mange af skoleleverne fortæller mig, at de faktisk godt kan se logikken i, at man ikke kan gøre forskel på mennesker og bestemme, at nogen skal dø - efter at have været inde og læse på hjemmesiden eller snakket med mig, evt. fået noget materiale tilsendt. Det er der, når almindelige danskere indser logikken og sandheden og medmenneskeligheden i vore argumenter og måske også melder sig ind i Retten til Liv. Det er også en del håbstegn ude omkring i verden.
På torsdag skal jeg en kort tur til Bruxelles ned til EU-parlamentet. Pro-life organisationer fra hele Europa mødes, ca. 120 i alt, og under overskriften ”We are not giving up” skal vi dels hver især, ganske kort, berette om vores arbejde og evt. nye tiltag. Dels arbejde hen imod en præsentation af et fælles europæisk initiativ på pro-life området. Jeg ser meget frem til denne inspiration og er også spændt på, hvad der kan komme ud af dette med at ’løfte i flok’.
Om vi befinder os nede i dette fælles-europæiske forum eller i en forholdsvis lille forening som Retten til Liv, så gælder det: Vi giver ikke op!

Vaclav Havel, den tidligere præsident for Tjekkiet, som døde i december, skal få det sidste ord. Et ord om håb. ”Håbet i egentlig forstand står sin prøve, hvor alt synes håbløst…Håb er simpelthen ikke optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går….Dets dybeste rødder føler jeg stikke i det transcendente”.

Det er med det håb, vi arbejder videre. Arbejder og beder!

Beretning aflagt ved Retten til Liv's årsmøde lørdag den 24. marts 2012
i Silkeborg Oasekirke