

- det ufødte barns beskytter
BOGANMELDELSE
Af Anders Møberg, landsungdomssekretær, Indre Missions Ungdom
”Vær det ufødte barns beskytter”. Sådan begyndte den norske præst, Børre Knudsen, at bede i sin kirkebøn, og mange danske præster har siden da fulgt hans eksempel. Børre Knudsen var forbilledlig i sin frimodige og stædige fastholden af Gud som den, der sætter dagsordenen i abortspørgsmålet. Det er vores forhold til Gud, som er på spil i spørgsmålet, om vi må dræbe mennesker – også når det gælder dem i mors mave.
Børre Knudsen kæmpede for at beskytte det ufødte barn i den norske debat om indførelse af abort. Nej’et til abort var for Børre Knudsen ikke blot tør teori eller ideologi, men det var en lidenskabelig nød for det ufødte barn. En nød som drev ham ud i både vigtige og ekstreme handlinger i kampen for at råbe både folk og politikere op.
I Niels Chr. Geelmuydens bog En præst og en plage møder vi en fascinerende beskrivelse af Børre Knudsens kamp imod indførelsen af fri abort. Vi mærker, hvordan denne journalist, der selv er overbevist ateist, er blevet berørt af både personen Børre Knudsen og dennes kamp. Samtidig får vi en indgående beskrivelse af Børre Knudsens liv og personlighed, hvor vi møder de sider af Børre Knudsen, som medierne ellers ikke har formået at få frem: et varmt familiemenneske, en kreativ salmedigter og en langt fra selvhøjtidelig personlighed.
Børre Knudsen er blevet synonym med den norske kamp imod fri abort. Han deler vandene, fordi hans livsvalg er en udfordring for moderne mennesker. Det er på ingen måde nemt at forblive tilbagelænet i velbjerget, selvtilfreds kristendom og kristenliv efter læsning af denne bog. Nøden for det ufødte barn tvang Børre Knudsen til svære valg med store menneskelige omkostninger. I mødet med det begynder man uvægerligt at stille spørgsmålstegn ved egne valg.
Denne biografi udmærker sig også ved at være letlæst, spændende og underholdende.
En præst og en plage
Niels Chr. Geelmuyden
Forlagsgruppen Lohse
192 sider - 99,95