Forside  |  
 | 

Aktuelt januar 2013Aktuelt januar 2013

19.01.13: Abort og retorik - det kan ikke siges pænt

 

Abort og retorikAbort og retorik

Af cand. med. Kerstin Hoffmann, Ørslevklostervej 76, 7840 Højslev
Charlotte Jørgensen, lektor i retorik, kritiserer 15. januar på etik.dk abortmodstandere i almindelighed for at bryde med idealet for offentlig debat, når abort sammenlignes med f.eks. drabet på jøderne under anden verdenskrig. Ifølge lektoren skræmmer det moderate abortkritikere væk, og man opnår ikke det, man gerne vil.
Men hvad hvis nu sandheden ikke rigtig kan siges på en pæn måde?
Abortsagens grusomme kerne er jo, at ufødte børn bliver slået ihjel med et helt samfunds velsignelse, af pæne samfundsborgere, der gør deres pligt, og på opfordring af den person, der står barnet allernærmest - dets mor. Hvordan forklarer man dette paradoks? Hvor finder man fortilfælde, der kan forklare denne samfundspsykose?
Rækken af sammenligningspunkter med holocaust er overvældende. Det er kun vort efterkrigshovmod, der får os til at tro, at det, der skete i Tyskland under anden verdenskrig, var noget andet og helt særligt, der aldrig kunne ske for os.
Det er sket! Det ubelejlige barn er blevet dæmoniseret, har mistet samfundets støtte, omsorg og forsvar, og det udryddes på samlebånd.
Obama udtrykte det klart i en af sine valgtaler i forbindelse med sin første valgkamp, hvor han sagde, at hvis en af hans døtre begik en fejltagelse, så skulle de ikke straffes med et barn. Lederen af verdens største demokrati lader det ufødte barn i stikken - også sit eget barnebarn.
De konventioner, der efter anden verdenskrig skulle beskytte os mod gentagelser af overgreb på minoriteter, beskyttede fra starten de ufødte som en selvfølgelighed. Men disse passager er i dag blevet omfortolket og ikke nok med det. Med Danmark i spidsen kæmpes der på internationalt niveau for at få det gjort til en menneskeret at slå sit ufødte barn ihjel.
Alle sammenligninger har deres begrænsninger - og den største begrænsning i dette tilfælde er, at historiens overgreb har været rettet mod mennesker, der havde familie, slægt og venner til at kæmpe for sig, fortælle deres historie og kræve opgør og forandringer.
Det lille ufødte menneske, der er kommet ind i denne verden på en lidt skæv måde, står for det meste helt alene! Men hvad får os til at tro, at det derfor er et mindre overgreb?