Forside  |  
 | 

Aktuelt december 2012Aktuelt december 2012

 

Godt at Jesus nåede frem, før aborten blev friGodt at Jesus nåede frem, før aborten blev fri

Af lærer Ketty Dahl, Vitasvej 5, 7790 Thyholm
Julen er i vente. Det er velsignet dejligt. Vi glæder os, og den gode forventningsfulde stemning svøber sig lunt om os. Julens centrale budskab er, at et barn blev født. Gud lod sin søn føde i menneskeskikkelse i veer og smerter af en kvinde, som ethvert andet barn er blevet født.
Eller rettere sagt, sådan er ethvert barn ikke blevet født. For rigtig mange børn når slet ikke frem til fødslen. Disse børn er også skabt i Guds billede, men er ikke velkomne. Årsagerne kan være mange: nogle børn er  handicappede, andre er raske børn, der bare meldte deres ankomst på det forkerte tidspunkt, - timingen var simpelthen ikke rigtig. Mange kvinder har i tidens løb kæmpet med skyldfølelse, savn og traumer efter en abort, for det er en tung erkendelse, at man valgte sit barn fra, og der er ikke mange, der er parat til at tale med dem om det, for det var jo ikke et ulovligt valg, de traf, - der var ingen, der tvang dem til det. ( Det frie valg er jo så vigtigt, frit valg er indbegrebet af det moderne demokratiske menneskes selvforståelse, og så kan man selvfølgelig ikke undsige retten til at vælge, om man vil slå sit ufødte barn ihjel eller ej, synes devisen at være. Mon ikke mange kvinder, der står tilbage efter en abort med sår på sjælen, gerne ville have været dette såkaldt frie valg foruden, så de ikke også selv skulle bære skylden efterfølgende) Så samfundet vasker sine blodige hænder i frihedens navn. Hver eneste dag bliver et antal børn i lighed med størrelsen på to skoleklasser slået ihjel i Danmark. 40 børn hver dag, alt i alt 16.000 aborter om året i Danmark. Dette er de skammelige tal, nu vi snart er på vej ind i 2013,hvor vi kan fejre det tvivlsomme jubilæum: 40 året for den frie abort – 40 år, hvor mere end 700.000 ufødte børn har mistet livet. Det er svært at forholde sig til, at lægestanden, som vi vel alle et eller andet sted betragter som livreddere, de sidste 40 år har taget livet af flere hundredetusinde børn i Danmark. At sige, at nogle mennesker er uønskede her i 2012, er det samme som at sige, at Hitler blev besejret til ingen verdens nytte.  At slå ufødte børn ihjel via abort er nemlig ikke ulovligt. Men man skulle efterhånden tro, det var ulovligt at tale om det, for det er vi nemlig næsten holdt op med. Måske for at undgå at såre nogen, måske for at fortrænge den dårlige samvittighed eller måske bare af almindelig ligegyldighed overfor sagen. Det er jo ikke nogen behagelig diskussion, og da slet ikke her op til jul, hvor vi gerne skulle bevare den gode, hyggelige stemning og fejre…, nå ja, det lille nyfødte barn. Guds gave til menneskeheden. Det er godt, Jesus blev født! Hvordan skulle tilgivelsen ellers nå frem til vores formørkede jord? Lad os fejre barnet, der voksede op til manden med de naglesprængte hænder, der rækkes ud mod os alle. Guds søn.

Glædelig jul.